Fibernet – sidste chance!

Gravemaskinerne går i gang med at lægge fiber ned i vores område i denne uge, så vil kan få hurtigt internet en gang i løbet af sommeren.

Hvis du er tilmeldt, skulle du have fået en mail fra Novomatrix om placering af markeringspind m.v. Husk at få sat din pind op hurtigst muligt så gravefolkene ved hvor de skal ende.

Hvis du ikke er tilmeldt, og gerne vil have indlagt fiberforbindelse billigt, skal du ringe til Novomatrix (70 22 22 00) med det samme. Se nærmere om tilbuddet i brevet fra arbejdsgruppen og fra Novomatrix. Når først gravemaskinen er kørt forbi din grund kommer det til at koste ca. 20.000 hvis du ombestemmer dig og alligevel vil have fibernet. Du behøver ikke at købe et abonnement og kan nøjes med at betale 2.500 for kun at få indlagt fiber, hvis du er med i vores fælles projekt.

Opdatering vedr. fibernet

Efter vi i månedsvis forgæves har forsøgt at få TDC i tale, kommer de pludselig og fylder vores postkasser med tilbud om “gratis” fibernet nu hvor vi har startet et andet projekt. Det er åbenbart deres forretningsmodel og noget der er sket mange andre steder.

Arbejdsgruppen anbefaler stadig Novomatrix, fordi de er billigere pr måned, giver mulighed for at sætte sit abonnement i bero om vinteren, har valgt solidarisk også at installere fiber hos vores naboer på de fritliggende ejendomme, og de er et dansk firma der ikke er ejet af udenlandske kapitalfonde.

Hvis man ikke vil bruge sit abonnement, men bare gerne vil have en fiber ind for at fremtidssikre sit sommerhus, giver det imidlertid mening at sige ja til TDCs tilbud om en “gratis” fiber nu og lade de næste ejere betale mere for deres internet. Hvis man vil have TDC skal man tilmelde sig senest 31. januar.

Man kan selvfølgelig også sige ja til begge tilbud og få to fiberkabler. Så kan man bruge den billige Novomatrix forbindelse og gratis få en TDC-fiber i reserve. Det betyder bare at man får to bokse inde i huset og risikerer at få haven gravet op to gange.

Hvis du har nogenspørgsmål, kan du kontakte Sten Vesterli (sten@vesterli.dk), der er vores lokale kontaktperson.

Novomatrix projektet (anbefalet): https://novomatrix.dk/halsnaesnord
TDC projektet: https://tdcnet.dk/fiber/adressetjek/ 

Bedre internet, ny tilmelding

Vi har fået et bedre tilbud og har droppet bredbåndspuljen. Sammen med de andre grundejerforeninger her i Halsnæs Nord har vi forhandlet med forskellige udbydere og har fået et super-godt tilbud fra Novomatrix i Allerød. De tilbyder os hurtigt internet billigere end bredbåndspuljen. Din eventuelle fuldmagt er derfor ikke længere relevant og bliver slettet. Du skal tilmelde dig igen hos Novomatrix.

Det koster 2.500 at etablere helt ind i huset – 500 ved tilmelding og 2000 når de går i gang med at grave på din vej. Derefter kan man få 100/100 Mbit for 224kr/måned eller 500/500 Mbit for 274 kr/måned. Der er mulighed for vinterlukning til 49 kr/måned, og man behøver ikke tegne abonnement hvis man bare ønsker at fremtidssikre sit sommerhus.

Hvis du ikke slår til nu, bliver det meget dyrt (ca. 15.000) at få en gravemaskine ud til dig alene, så jeg vil opfordre dig til hurtigst muligt at tilmelde dig på http://novomatrix.dk/halsnaesnord.

Gravearbejdet starter i foråret 2021 og tilslutning sker løbende fra efteråret 2021 til foråret 2022.

Der er mere info på www.bedrebredbaand.dk og i den fælles Facebook-gruppe “Bedre bredbånd i Halsnæs Nord”. Du er også velkommen til at kontakte Sten Vesterli, Fladstjernevej 7 (sten@vesterli.dk) hvis du har spørgsmål.

Bredbåndspuljen – skal vi have hurtigt internet i G/F Klitgården?

Kære grundejere i G/F Klitgården, 

Der er igen åbent for ansøgning om tilskud til etablering af hurtigt internet (bredbånd), og 2020 bliver nok det sidste år med tilskud. Det er altså nu vi skal slå til, hvis vi gerne vil have hurtigt internet. Sten Vesterli vil gerne påtage sig at være koordinator for dette projekt og tage sig af papirarbejde, ansøgninger, kontakt til udbyder og Energistyrelsen m.v.
 
Processen er:

  1. Senest 20. august tilmelder alle interesserede sig uforpligtende til Sten på email sten@vesterli.dk.
  2. Senest 7. september underskrives en fuldmagt, hvor hver husstand der vil være med forpligter sig til selv at betale 4.000 kroner.
  3. Herefter bliver vores projekt offentliggjort hos Energistyrelsen, og forskellige internet-udbydere kan give os et tilbud.
  4. Hvis vi får et tilbud, ansøger vi om tilskud. Pengene tildeles efter et pointsystem, så vi er ikke sikre på at få tilskud.
  5. Hvis vi får tilstrækkeligt tilskud, starter vi projektet, deltagerne betaler de 4.000 kroner og udbyderen går i gang med at grave.
  6. Når nettet er etableret, kan hver husstand herefter købe internet-forbindelse hos udbyderen og betaler selv den månedlige pris for dette til udbyderen.

Man forpligter sig kun til at betale de 4.000 for at få lagt kablet, ikke til et efterfølgende abonnement. Et sommerhus med bredbånd er bestemt flere penge værd, så det er en god idé at slå til nu, hvor der mulighed for tilskud. Hvis vi ikke får tilskud, får vi ikke noget internet og skal ikke betale de 4.000.
 
Der er mere om bredbåndspuljen på https://ens.dk/ansvarsomraader/bredbaand/bredbaandspuljen. Man kan også kontakte Sten på email sten@vesterli.dk, hvis man har spørgsmål.
 
 
Venlig hilsen

Sten Vesterli

Generalforsamling udskydes

Kære medlemmer af Grundejerforeningen Klitgården

Det er med beklagelse at vi må meddele, at den årlige generalforsamling, der var planlagt til at finde sted lørdag den 4. april 2020, er udskudt indtil videre.

Det skyldes den alvorlige situation i forbindelse med COVID-19. Bestyrelsen ønsker på alle måder at medvirke til at begrænse udbredelsen ved at følge myndighedernes love og anbefalinger.

Den nuværende bestyrelse vil fortsætte indtil en kommende ordinær eller ekstraordinær generalforsamling kan afholdes.

Årsregnskabet kan ses her

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Er vi interesserede i hurtigt bredbånd?

Der er mange penge i puljen i år, og hvis der skal være chance for, at der sker noget her i Nødebohuse, skal der tre ting til:

  1. Den enkelte viser sin interesse ved på https://bredbaandspulje.ens.dk/kort at finde og klikke på sit hus og vælge “Der søges om tilskud på adressen”.  Bemærk, at der er ingen forpligtelse ved at vise sin interesse, man har ikke bundet sig til noget.
  2. På baggrund af tilstrækkelig interesse skal der etableres en lokal aktionsgruppe. Her har Anders Hedelund (Nødebovejen 103) allerede meldt sig.
  3. Gruppen skal kontakte en udbyder, der laver et faktisk projekt. Der ansøges baseret på tilstrækkelig tilslutning og økonomi.

Lidt baggrund:
Der er netop afsluttet udrulning lidt længere inde ad vejen mod Hundested.

Se Amtsavisens omtale fra torsdag den24/5 her:
https://sn.dk/Halsnaes/315-huse-faar-bedre-bredbaand/artikel/748374

Læs mere om 2018-puljen her:
http://presse.ens.dk/news/kom-til-informationsmoede-om-bredbaandspuljen-307791

Kom med - deltag i generalforsamlingen 2018

Generalforsamling 2018 – sæt x i forårskalenderen

Generalforsamlingen afholdes som efterhånden vanligt på Hundested Kro den 15. april kl. 10.

Per Florman har rundsendt indkaldelsen via mail. Og husk, eventuelle forslag skal være formanden i hænde senest otte dage, før vi samles.

Adressen er Nørregade 10 i Hundested – der serveres kaffe/te med rundstykker samt øl/vand.

Vel mødt til god debat 🙂

Referat af generalforsamlingen 2017

21 grundejere og 10 ledsagere var mødt op til generalforsamlingen lørdag den 8. april 2017 i Hundested Kro.

Her kan du læse hele referatet

I det forgangne år er der kommet lås på vores bom ned til stranden, og strandudvalget knokler fortsat på med både kystbeskyttelseslaug, sandfodring og nordkystens fremtid i det hele taget.

Godfred og Jens Jacob har vedligeholdt vores veje, mens der fortsat arbejdes på, at vi får en sikrere udkørsel fra Klitgårdsvej ud til racerbilerne på strandvejen. 

Sommerfest igen i år

Sommerfesten sidste år var så stor en succes, at den naturligvis skal gentages i år. Skriv derfor den 26. august ind i kalenderen. Helle Høybye er primus motor

Vi vedtog at etablere to vejbump i et forsøg på at få flere til at køre børnevenligt – og altså under 30 km/t – på vores små veje.

  • Verner Bech er valgt som ny formand i stedet for Bent Jensen
  • Rebekka Musaeus blev genvalgt som kasserer
  • Per Florman fortsætter som sekretær
  • Suppleant er Jens Jacob Jacobsen
  • Hardy Gøtze blev valgt, og Yvonne Schjerlund blev genvalgt som revisorer. Her er Helle Høybye suppleant

Sneglegift til afhentning

Og så er det værd at bemærke, at Jørgen Dahl Madsen indkøber sneglegift og sætter en seddel op på opslagstavlen, når vi kan komme forbi og hente en pose (på Fladstjernevej 8).